Huden er nemlig en rigtig elefant - den glemmer ALDRIG!
Det betyder at hver gang du får for meget sol, lægger den skaden på lager og pludselig er der Pay Day. Hvis du er heldig kun i form af for tidlig ældning/rynker, måske pigmentpletter - men også alvorlige ting som hudkræft og modermærkekræft.
Selv mistede jeg i april min mor til netop modermærke kræft, det havde spredt sig i kroppen, lavet metastaser og bl.a. sat sig på leveren. Så jeg vil gerne både på grund af min faglige viden og min personlige erfaring opfordre dig til AT PASSE PÅ DIG SELV i solen.
Solen er fantastisk, og jeg elsker selv det gode vejr - men ku' aldrig drømme om at springe solcremen over.
Vi har ALTID et bredt udvalg af solcreme stående, både hjemme og i sommerhuset, derfor blev jeg også "tosset" på Mogens i går da han ikke havde smurt sine arme ind, så de idag er knaldrøde og forbrændte.
Han havde under arbejdet fået det varmt og havde smidt arbejdsjakken og arbejdet videre i kortærmet T-shirt. Uden liiiige at tage sig tid til at gå ind og smøre solcreme på. Så til morgen har jeg været i FØTEX og købe en langærmet T-shirt som han arbejder i idag, faktisk med armene smurt ind i Solcreme Spf50 under så hvis han drister sig til at skubbe ærmerne op er han dækket ind.
Ud over solbeskyttelse er det også vigtigt at få nok væske, især hvis du arbejder i det gode vejr. Jeg stikker jævnligt et glas vand i hånden på Mogens da han ellers glemmer at drikke nok - skal det være mere hyggeligt kan jeg anbefale hjemmelavet lemonade.
Du får min opskrift på citron lemonade her:
1 dl. sukker
1 dl. vand
Skræl af 1 vasket økologisk citron (undgå at få det hvide med det er bittert)
3 stilke marrokansk mynte
Giv sukker, vand og citronskal et opkog til sukkeret er opløst i vandet, sluk for blusset, smid mynten i lagen, læg låg på gryden og lad lagen stå og trække/afkøle.
Pres saften af 5-6 saftige økologiske citroner, du skal have ca 4-5 dl. færdig citronsaft.
Bland citronsaft med den afkølede siede sirup, vi kan godt lide lemonaden til den lidt syrlige side så jeg brugte ikke det hele, men smag dig frem - der er også forskel på hvor sure citronerne er.
Bland med vand/dansk vand efter lyst, server med isterninger, citronskiver og frisk mynte.
Lækkert forfriskende og fyldt med c-vitamin.
Velbekomme og god søndag
Gitte